Har du en god fantasi? Fat pennen og skriv din historie til: historie@dinhest.dk
Crying
På en mark langt oppe i bjergene, på det største flade stykke i miles omkreds, lå en død hest. Hesten var en hoppe, og ved hendes side lå et føl, et lille sort føl med lange ører og en barberkost af en hale. Moren var død ved fødslen, og føllet lå ynkeligt og vrinskede og prøvede at rejse sig. Bonden der ejede hestene kom snart, og han tog føllet op og tog det med hjem, hvor han gav det noget mælk fra en sutteflaske. Det lille hingsteføl voksede hurtigt. Årene gik, og en dag som fire-årig blev han sendt af sted til Tyskland og skulle nu bruges som militærhest. I al den tid hingsten havde været hos bonden, havde den stået på en lille mark hvor der ikke gik andre heste. Bonden, havde været bange for at han ville bide efter de andre heste. Hingsten havde faktisk et lidt hidsigt temperament. Også om vinteren var han blevet holdt væk fra andre heste. Da stod han i et lille skur ved siden af stalden.
Men nu stod han mellem alle de andre militærheste og turde ikke gå hen og hilse på nogen af dem fordi han ikke vidste hvordan man bar sig ad. Så kom der en stor rødskægget mand og greb fat i hingstens grime og trak ham hen mod en fold, hvor han blev bundet og sadlet op. Han havde prøvet at bære en sadel før, han var jo blevet tilredet. Men denne sadel var så tung, at hingsten først var ved at falde sammen. Han glemte alt om sadlen og begyndte at koncentrere sig om det skarpe bid, der blev presset ind i munden på ham og bag efter fornemmelsen af at en meget tung person var ved at klatre op på ryggen af ham. Så begyndte træningen. Først kunne hingsten ikke fatte, hvordan han skulle kunne flytte benene med den last. Men så fik han et par hårde slag bagi, og han gik modvilligt frem og tilbage i folden. Efter nogle år med den træning skulle hingsten så i krig. Han blev redet hårdt, og pludselig blev hans rytter skudt. Soldaten faldt bare ned fra hestens ryg, og hingsten begyndte at stejle og sparke. En soldat fangede ham og fik ham sendt hjem til militærstaldene med et sygeskib. Hesten var blevet alt for bange til at den nogen sinde ville kunne rides igen. Han blev derfor sendt til en mine og blev der spændt fast til et hjul som han skulle trække. Der var mørkt dernede, og efter to-tre måneder var hingsten blevet både døv og blind. Det eneste han sansede var at han gik rundt og rundt med det tunge minehjul. Og her ender historien om den lille sorte hingst som havde et så svært liv. Han havde fortjent at blive sendt ud på en mark hver dag og få ordentlig foder og en blid rytter. Men nej, han blev minehest og endte sit liv med at trække et hjul. Helt udslidt blev han smidt ud på en mødding. Ikke en gang et navn fik han, den lille hest. Men jeg har et navn der passer til ham, og det navn er Crying. Farvel lille Crying, du har det nok godt nu. Du har fået fred.
Skrevet af"Hosjer"
Frenjas galop
Emma, en 11 årig pige, gik til ridning hver mandag på rideskolen Pilegård. Idag var hun til ridning. Hun havde lige sadlet en smuk sort valllak op, da hendes bedste veninde Anna kom. De gik på samme hold. "Skynd dig," sagde Anna, "vi skal mødes lige udenfor stalden om ½ minut. Vi skal jo ride tur!" "Ja ja!" sagde Emma, da hun stammede gjorden. "Kom så Buster!" sagde hun til ponyen. Hun trak den ud og sad op. "Lad os så komme afsted!" sagde ridelæren. De travede til de kom til en flad mark. Der satte de i galop. En time efter red de ind på rideskolens gårdsplads. Emma trak Buster ind i sin boks. Boksen til venstre for Busters plejede at være tom, men nu var der kommet en ny hest. Emma skyndte sig at sadle af og strigle, og gik så over og kiggede ind I boksen. Der stod en stor smuk apaloosa. Det var en hoppe, men den var meget nervøs. Emmas mobil ringede, og hoppen farede sammen. Emma tog telefonen. Det var hendes mor. "Du skal skynde dig hjem!" sagde hendes mor. "Ok, jeg kommer nu!" sagde Emma og gik ud til sin cykel. Dagen efter tog hun op på rideskolen. Der var et hold, der både brugte apaloosaen og Buster. Hun stillede cyklen og gik hen og så på. En rytter satte sig op på apaloosaen, men lige da rytteren havde fødderne i stigbøjlerne, sprang hoppen frem. "Wowh Frenja!" sagde rytteren, til hoppen I det den gjorde et vældigt bukkespring så rytteren faldt af. En anden rytter gik hen og satte sig op, men Frenja stejlede og gik bagover, og rytteren nogede kun lige at springe af og rulle væk. Sådan var den ved alle ryttere. En rytter trak den over og sadlede den af. Emma gik over til den, men nu kunne man ikke engang nærme sig den mere, så hun fik besked på at holde sig fra Frenjas boks.
Et par uger efter, var Frenja fuldstændig ustyrlig. Ingen kunne komme hendes boks nær, og Buster var flyttet et par bokse væk, for at Frenja ikke skulle gøre ham skade. Da der ikke var nogen i stalden, gik Emma hen ved hendes boks. Hun tog 4 sukkerknalder frem og lagde dem i en fremstrakt hånd. Efter ca. 1 time kom Frenja hen og tog dem. Men så nussede hun også med Emma. Næste dag kunne Emma også komme hen til hende, som den eneste på hele rideskolen. Da hun stod ved Busters boks, hørte hun nogle andre piger tale om at nu skulle Frenja snart aflives. Emma styrtede hen og spurgte sin ridelære, som bare kunne sige at det passede. Emma løb hjem og talte sin penge. Hun havde længe sparet op til sin egen hest. Der var kun 4000 kr. Hun tog dem alligevel med op på rideskolen og skyndte sig at spørge ejeren af rideskolen hvad Frenja kostede. "Hvis det uhyre ikke skal blive stående og du selv fjerner hende, kan du få hende gratis. Bare rideskolen slipper for hende." sagde ejeren til Emma. "Det vil jeg gerne," svarede Emma, "jeg henter hende i morgen!" "En aftale!" sagde ejeren af rideskolen. Emma skyndte sig hjem. De havde en fold de normalt lejede ud, men den skulle ikke lejes ud mere, når Emma fik sin egen hest, havde hendes forældre lovet. Den var heller ikke lejet ud for tiden. Bag folden var en mini stald, med tre bokse. Hun satte en af boksene i god stand og spredte et tykt lag halm, og lagde en favnfuld hø i høhækken. Om aftenen fortalte hun sine forældre det. De blev mægtig glade.
Næste morgen drønede hun afsted på sin cykel, op til rideskolen. Hun fik Frenjas udstyr, og kørte først det hjem, før hun kørte op og hentede Frenja. Dagen efter hun havde fået Frenja, sadlede hun hende op, og red ud. Da de nogede til en stor eng, satte Emma Frenja i galop. Nøj, hvor var hun hurtig. Da de kom hjem så Emma i avisen at der var et galopløb om en måned. Hun meldte straks Frenja til. Dagene gik og Frenja var meget tyk. En uge efter, da Emma kom ud i stalden lå Frenja ned og gispede. Men inden Emma kunne nå at gøre noget, var to små forben fremme. Frenjas første folning var igang. Lidt efter kom hovedet, så kroppen, og pludselig var føllet ude. Frenja vaskede det og gav det mælk, og føllet, som var et hoppeføl, fik navnet Malou. Dagen hvor galopløbet kom. Malou kom med og stod i en boks, mens løbet stod på. Emma stønnede da hun så de store heste, der skulle deltage. Det var ikke et lille galopløb som hun havde troet. Det var profesionelle heste og ryttere. Emma red Frenja til start, og da starten lød fløj hestene frem. Frenja lå nr. 5! Hun halede hastigt ind på en stor fuldblod, som var brun. Nu lå Frenja og den store, brune fuldblod side om side. Frenja sprang frem og overhalede. Nu lå hun nr. 4. Hun ville frem nu! Emma kunne ikke holde igen, og Frenja farede frem. Snart lå hun nr. 3. Så nr. 2. Og så løb hun side om side med nr. 1. Frenja og hesten ved siden af galoperede afsted, side om side. Men ved de sidste 100 meter af løbet, begyndte Frenja at overhale. De strøg gennem mål, og Frenja havde vundet! De fik en smuk pokal og 4000 kr. Tilfreds sadlede Emma Frenja af. Så blev hun sat ind til Malou, som straks ville have mad. 2 timer senere kom en hestetransport og hentede hestene, så de kunne komme hjem. Men der var jo tre bokse I stalden, så når føllet blev vendet fra, var der en til overs. Buster var til salg for 7000 kr. Emma købte ham. Alle tre heste var glade da de, dagen efter, kom på fold og havde fri.
Skrevet af ???
Alting har en ende...
Det hele startede d. 11/11 1999. Jeg skulle til ridning, og det var første gang nogensinde! Jeg kom lidt sent ud på rideskolen, og ridelæreren, Cecilie, måtte træffe en hurtig beslutning, og den var og blev: "Marie, du kan ride på Apache." Jeg gik ind i stalden for at se hvem Apache var, og da jeg så den, var det vist kærlighed ved første blik! Dér midt på staldgangen stod den dejligste lille brogede pony, klar og sadlet op. Det gav et sug i min mave, da Apache blev trukket ned i ridehallen. Så skulle der rides! Apache var simpelthen en drøm at ride på! Den var bare så sød!
Men de næste par gange jeg kom til ridning var Apache halt, så der red jeg på lidt forskellige. Og sådan fortsatte. Apache var og blev halt! Hun havde simpelthen så ondt! Men så en dag, da jeg kom til ridning, var Apache der ikke. Hun var nemlig til dyrlægen! Og så, fredagen efter, da jeg kom til ridning, var hun der stadig ikke. Underligt! Men det var simpelthen fordi at Apache, ja, hun var blevet aflivet.. Hun var den bedste hest/pony i hele verden, og jeg glemmer hende aldrig. Jeg nåede ikke en gang at sige farvel. Men jeg rider da stadig den dag i dag, og jeg er stadig glad for det. Jeg har 3 favoritheste: Bubber, Dixie og Miro.
Det var så min historie, og den er 100% sand! Kh Marie
Den fjollede, fjoller historie om en fjoller-bagge!
Der var engang en lille bange fjordhest ved navn Asterix, den boede i et klædeskab for enden af en gang. Der havde den altid boet, og den havde aldrig følt nogen trang til at komme væk der fra. Men en dag, så Asterix en lysstråle komme fra hjørnet i den anden ende af gangen. Han blev lidt bange, men var også nysgerrig og fulgte det mærkelige lys. Da han nåede der hvor gangen plejede at ende, blev han så forundret at han bare stod og missede med øjnene i det støvede lys. Der lige foran ham var der en lysende guldport. Nu havde han set det med, mage til frækhed at bygge sin dør her på hans gang. Her havde han boet så længe... Men hans vrede tanker blev afbrudt da der fløj den smukkeste, letteste og sødeste fjorhoppe ud gennem døren. Hendes stemme var lille og fin, da hun spurgte om han ville med ind og se hendes bevingede ponyvenner? Det ville han selvfølgelig godt! Hun præsenterede sig for ham, "Goddag, jeg hedder Trunte" og han svarede hende, "Davs, jeg hedder Asterix!" Sammen fulgtes de ind i den lyse sal, hvor han spiste med ved bordet, og snakkede ivrigt med en ædel araber og en stor og tung belgier (Der er meget at snakke om, når man har boet hele sit liv i et klædeskab). Efter maden skulle alle danse, men Asterix kunne bare stå og se op på alle de flavrende skørter, der svævede om hovedet på ham. For han kunne jo ikke flyve. Det bemærkede Trunte og hun fløj straks ned til ham og spurgte om hun skulle hente et par vinger, han kunne låne, så de kunne danse sammen. Det ville han selvfølgelig vildt gerne. Vips var Trunte tilbage med vinger i flere forskellige størelser, "Hmm.. Du skal bruge str. 100" sagde Trunte og før han kunne vide af det havde han dem på. Det var sværere at flyve end det så ud til! Men efter hånden blev han så god til det, at de andre ponyer og heste bad ham blive og stille op for deres landshold i flyve-dans. Han blev ved dem, og giftede sig og fik en masse små flyvende føl med Trunte og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Skrevet af: Cecilie Lund Nissen
Hej, jeg er en pige på 15 år...
Der drømmer om sin egen hest... En dag da jeg var på rideskolen, striglede jeg min yndlingshest Kafka. Det var skønt. Da klokken blev 15.00, trak jeg Kafka ud for at ride. Jeg red på ridebanen, og træningen gik godt. Der var en halv time til jeg skulle tilbage, så jeg red en stille og rolig tur i skoven. En anden dag hvor jeg gik op til stalden, kom rideskolens ejer løbene hen til mig og sagde: "Hestene skal sælges, og du kan få Kafka for 10.000 kr." (Hvis jeg har glemt at sige det, så er Kafka 4 år.) "Jeg skal lige snakke med mine forældre." svarede jeg. Da hun var gået, kunne jeg ikke holde tårene inde, for jeg vidste at mine forældre aldrig ville give mig en hest. Jeg løb ind i stalden, ind til Kafka og omfavende ham. Hvad skulle jeg gøre uden ham?! Jeg skyndte mig hjem for at spørge mine forældre, men de sagde: "NEJ!" Jeg løb op på mit værelse og græd... Hvorfor var der så mange børn, der kunne have heste, og hvorfor ikke mig? En dag spurte mor, om jeg ville med ud og ride. Det ville jeg godt! Jeg kom ud på ridebanen. Min mor sagde at jeg skulle gå ud, og begynde med at ride, når jeg var færdig med at sadle hendes yndlingshest Boy op. Så kom hun, når hun var færdig med at sadle ham op. Da hun kom ud spurte jeg: "Hvor lang tid må vi ride?" Hun svarede: "Så længe vi vil!" "Hva'?" Spurte jeg. Hun svarede: "Jeg har købt Boy, Kafka og Uncas!" Lige siden har mig og Kafka haft det rigtig godt, og vi har købt en ny araber hoppe; Katinka. Og hvis jeg har glemt og sige det så er Kafka en araber hingst, og Katinka venter føl!
Skrevet af Camilla
På en mark langt oppe i bjergene, på det største flade stykke i miles omkreds, lå en død hest. Hesten var en hoppe, og ved hendes side lå et føl, et lille sort føl med lange ører og en barberkost af en hale. Moren var død ved fødslen, og føllet lå ynkeligt og vrinskede og prøvede at rejse sig. Bonden der ejede hestene kom snart, og han tog føllet op og tog det med hjem, hvor han gav det noget mælk fra en sutteflaske. Det lille hingsteføl voksede hurtigt. Årene gik, og en dag som fire-årig blev han sendt af sted til Tyskland og skulle nu bruges som militærhest. I al den tid hingsten havde været hos bonden, havde den stået på en lille mark hvor der ikke gik andre heste. Bonden, havde været bange for at han ville bide efter de andre heste. Hingsten havde faktisk et lidt hidsigt temperament. Også om vinteren var han blevet holdt væk fra andre heste. Da stod han i et lille skur ved siden af stalden.
Men nu stod han mellem alle de andre militærheste og turde ikke gå hen og hilse på nogen af dem fordi han ikke vidste hvordan man bar sig ad. Så kom der en stor rødskægget mand og greb fat i hingstens grime og trak ham hen mod en fold, hvor han blev bundet og sadlet op. Han havde prøvet at bære en sadel før, han var jo blevet tilredet. Men denne sadel var så tung, at hingsten først var ved at falde sammen. Han glemte alt om sadlen og begyndte at koncentrere sig om det skarpe bid, der blev presset ind i munden på ham og bag efter fornemmelsen af at en meget tung person var ved at klatre op på ryggen af ham. Så begyndte træningen. Først kunne hingsten ikke fatte, hvordan han skulle kunne flytte benene med den last. Men så fik han et par hårde slag bagi, og han gik modvilligt frem og tilbage i folden. Efter nogle år med den træning skulle hingsten så i krig. Han blev redet hårdt, og pludselig blev hans rytter skudt. Soldaten faldt bare ned fra hestens ryg, og hingsten begyndte at stejle og sparke. En soldat fangede ham og fik ham sendt hjem til militærstaldene med et sygeskib. Hesten var blevet alt for bange til at den nogen sinde ville kunne rides igen. Han blev derfor sendt til en mine og blev der spændt fast til et hjul som han skulle trække. Der var mørkt dernede, og efter to-tre måneder var hingsten blevet både døv og blind. Det eneste han sansede var at han gik rundt og rundt med det tunge minehjul. Og her ender historien om den lille sorte hingst som havde et så svært liv. Han havde fortjent at blive sendt ud på en mark hver dag og få ordentlig foder og en blid rytter. Men nej, han blev minehest og endte sit liv med at trække et hjul. Helt udslidt blev han smidt ud på en mødding. Ikke en gang et navn fik han, den lille hest. Men jeg har et navn der passer til ham, og det navn er Crying. Farvel lille Crying, du har det nok godt nu. Du har fået fred.
Skrevet af"Hosjer"
Frenjas galop
Emma, en 11 årig pige, gik til ridning hver mandag på rideskolen Pilegård. Idag var hun til ridning. Hun havde lige sadlet en smuk sort valllak op, da hendes bedste veninde Anna kom. De gik på samme hold. "Skynd dig," sagde Anna, "vi skal mødes lige udenfor stalden om ½ minut. Vi skal jo ride tur!" "Ja ja!" sagde Emma, da hun stammede gjorden. "Kom så Buster!" sagde hun til ponyen. Hun trak den ud og sad op. "Lad os så komme afsted!" sagde ridelæren. De travede til de kom til en flad mark. Der satte de i galop. En time efter red de ind på rideskolens gårdsplads. Emma trak Buster ind i sin boks. Boksen til venstre for Busters plejede at være tom, men nu var der kommet en ny hest. Emma skyndte sig at sadle af og strigle, og gik så over og kiggede ind I boksen. Der stod en stor smuk apaloosa. Det var en hoppe, men den var meget nervøs. Emmas mobil ringede, og hoppen farede sammen. Emma tog telefonen. Det var hendes mor. "Du skal skynde dig hjem!" sagde hendes mor. "Ok, jeg kommer nu!" sagde Emma og gik ud til sin cykel. Dagen efter tog hun op på rideskolen. Der var et hold, der både brugte apaloosaen og Buster. Hun stillede cyklen og gik hen og så på. En rytter satte sig op på apaloosaen, men lige da rytteren havde fødderne i stigbøjlerne, sprang hoppen frem. "Wowh Frenja!" sagde rytteren, til hoppen I det den gjorde et vældigt bukkespring så rytteren faldt af. En anden rytter gik hen og satte sig op, men Frenja stejlede og gik bagover, og rytteren nogede kun lige at springe af og rulle væk. Sådan var den ved alle ryttere. En rytter trak den over og sadlede den af. Emma gik over til den, men nu kunne man ikke engang nærme sig den mere, så hun fik besked på at holde sig fra Frenjas boks.
Et par uger efter, var Frenja fuldstændig ustyrlig. Ingen kunne komme hendes boks nær, og Buster var flyttet et par bokse væk, for at Frenja ikke skulle gøre ham skade. Da der ikke var nogen i stalden, gik Emma hen ved hendes boks. Hun tog 4 sukkerknalder frem og lagde dem i en fremstrakt hånd. Efter ca. 1 time kom Frenja hen og tog dem. Men så nussede hun også med Emma. Næste dag kunne Emma også komme hen til hende, som den eneste på hele rideskolen. Da hun stod ved Busters boks, hørte hun nogle andre piger tale om at nu skulle Frenja snart aflives. Emma styrtede hen og spurgte sin ridelære, som bare kunne sige at det passede. Emma løb hjem og talte sin penge. Hun havde længe sparet op til sin egen hest. Der var kun 4000 kr. Hun tog dem alligevel med op på rideskolen og skyndte sig at spørge ejeren af rideskolen hvad Frenja kostede. "Hvis det uhyre ikke skal blive stående og du selv fjerner hende, kan du få hende gratis. Bare rideskolen slipper for hende." sagde ejeren til Emma. "Det vil jeg gerne," svarede Emma, "jeg henter hende i morgen!" "En aftale!" sagde ejeren af rideskolen. Emma skyndte sig hjem. De havde en fold de normalt lejede ud, men den skulle ikke lejes ud mere, når Emma fik sin egen hest, havde hendes forældre lovet. Den var heller ikke lejet ud for tiden. Bag folden var en mini stald, med tre bokse. Hun satte en af boksene i god stand og spredte et tykt lag halm, og lagde en favnfuld hø i høhækken. Om aftenen fortalte hun sine forældre det. De blev mægtig glade.
Næste morgen drønede hun afsted på sin cykel, op til rideskolen. Hun fik Frenjas udstyr, og kørte først det hjem, før hun kørte op og hentede Frenja. Dagen efter hun havde fået Frenja, sadlede hun hende op, og red ud. Da de nogede til en stor eng, satte Emma Frenja i galop. Nøj, hvor var hun hurtig. Da de kom hjem så Emma i avisen at der var et galopløb om en måned. Hun meldte straks Frenja til. Dagene gik og Frenja var meget tyk. En uge efter, da Emma kom ud i stalden lå Frenja ned og gispede. Men inden Emma kunne nå at gøre noget, var to små forben fremme. Frenjas første folning var igang. Lidt efter kom hovedet, så kroppen, og pludselig var føllet ude. Frenja vaskede det og gav det mælk, og føllet, som var et hoppeføl, fik navnet Malou. Dagen hvor galopløbet kom. Malou kom med og stod i en boks, mens løbet stod på. Emma stønnede da hun så de store heste, der skulle deltage. Det var ikke et lille galopløb som hun havde troet. Det var profesionelle heste og ryttere. Emma red Frenja til start, og da starten lød fløj hestene frem. Frenja lå nr. 5! Hun halede hastigt ind på en stor fuldblod, som var brun. Nu lå Frenja og den store, brune fuldblod side om side. Frenja sprang frem og overhalede. Nu lå hun nr. 4. Hun ville frem nu! Emma kunne ikke holde igen, og Frenja farede frem. Snart lå hun nr. 3. Så nr. 2. Og så løb hun side om side med nr. 1. Frenja og hesten ved siden af galoperede afsted, side om side. Men ved de sidste 100 meter af løbet, begyndte Frenja at overhale. De strøg gennem mål, og Frenja havde vundet! De fik en smuk pokal og 4000 kr. Tilfreds sadlede Emma Frenja af. Så blev hun sat ind til Malou, som straks ville have mad. 2 timer senere kom en hestetransport og hentede hestene, så de kunne komme hjem. Men der var jo tre bokse I stalden, så når føllet blev vendet fra, var der en til overs. Buster var til salg for 7000 kr. Emma købte ham. Alle tre heste var glade da de, dagen efter, kom på fold og havde fri.
Skrevet af ???
Alting har en ende...
Det hele startede d. 11/11 1999. Jeg skulle til ridning, og det var første gang nogensinde! Jeg kom lidt sent ud på rideskolen, og ridelæreren, Cecilie, måtte træffe en hurtig beslutning, og den var og blev: "Marie, du kan ride på Apache." Jeg gik ind i stalden for at se hvem Apache var, og da jeg så den, var det vist kærlighed ved første blik! Dér midt på staldgangen stod den dejligste lille brogede pony, klar og sadlet op. Det gav et sug i min mave, da Apache blev trukket ned i ridehallen. Så skulle der rides! Apache var simpelthen en drøm at ride på! Den var bare så sød!
Men de næste par gange jeg kom til ridning var Apache halt, så der red jeg på lidt forskellige. Og sådan fortsatte. Apache var og blev halt! Hun havde simpelthen så ondt! Men så en dag, da jeg kom til ridning, var Apache der ikke. Hun var nemlig til dyrlægen! Og så, fredagen efter, da jeg kom til ridning, var hun der stadig ikke. Underligt! Men det var simpelthen fordi at Apache, ja, hun var blevet aflivet.. Hun var den bedste hest/pony i hele verden, og jeg glemmer hende aldrig. Jeg nåede ikke en gang at sige farvel. Men jeg rider da stadig den dag i dag, og jeg er stadig glad for det. Jeg har 3 favoritheste: Bubber, Dixie og Miro.
Det var så min historie, og den er 100% sand! Kh Marie
Den fjollede, fjoller historie om en fjoller-bagge!
Der var engang en lille bange fjordhest ved navn Asterix, den boede i et klædeskab for enden af en gang. Der havde den altid boet, og den havde aldrig følt nogen trang til at komme væk der fra. Men en dag, så Asterix en lysstråle komme fra hjørnet i den anden ende af gangen. Han blev lidt bange, men var også nysgerrig og fulgte det mærkelige lys. Da han nåede der hvor gangen plejede at ende, blev han så forundret at han bare stod og missede med øjnene i det støvede lys. Der lige foran ham var der en lysende guldport. Nu havde han set det med, mage til frækhed at bygge sin dør her på hans gang. Her havde han boet så længe... Men hans vrede tanker blev afbrudt da der fløj den smukkeste, letteste og sødeste fjorhoppe ud gennem døren. Hendes stemme var lille og fin, da hun spurgte om han ville med ind og se hendes bevingede ponyvenner? Det ville han selvfølgelig godt! Hun præsenterede sig for ham, "Goddag, jeg hedder Trunte" og han svarede hende, "Davs, jeg hedder Asterix!" Sammen fulgtes de ind i den lyse sal, hvor han spiste med ved bordet, og snakkede ivrigt med en ædel araber og en stor og tung belgier (Der er meget at snakke om, når man har boet hele sit liv i et klædeskab). Efter maden skulle alle danse, men Asterix kunne bare stå og se op på alle de flavrende skørter, der svævede om hovedet på ham. For han kunne jo ikke flyve. Det bemærkede Trunte og hun fløj straks ned til ham og spurgte om hun skulle hente et par vinger, han kunne låne, så de kunne danse sammen. Det ville han selvfølgelig vildt gerne. Vips var Trunte tilbage med vinger i flere forskellige størelser, "Hmm.. Du skal bruge str. 100" sagde Trunte og før han kunne vide af det havde han dem på. Det var sværere at flyve end det så ud til! Men efter hånden blev han så god til det, at de andre ponyer og heste bad ham blive og stille op for deres landshold i flyve-dans. Han blev ved dem, og giftede sig og fik en masse små flyvende føl med Trunte og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Skrevet af: Cecilie Lund Nissen
Hej, jeg er en pige på 15 år...
Der drømmer om sin egen hest... En dag da jeg var på rideskolen, striglede jeg min yndlingshest Kafka. Det var skønt. Da klokken blev 15.00, trak jeg Kafka ud for at ride. Jeg red på ridebanen, og træningen gik godt. Der var en halv time til jeg skulle tilbage, så jeg red en stille og rolig tur i skoven. En anden dag hvor jeg gik op til stalden, kom rideskolens ejer løbene hen til mig og sagde: "Hestene skal sælges, og du kan få Kafka for 10.000 kr." (Hvis jeg har glemt at sige det, så er Kafka 4 år.) "Jeg skal lige snakke med mine forældre." svarede jeg. Da hun var gået, kunne jeg ikke holde tårene inde, for jeg vidste at mine forældre aldrig ville give mig en hest. Jeg løb ind i stalden, ind til Kafka og omfavende ham. Hvad skulle jeg gøre uden ham?! Jeg skyndte mig hjem for at spørge mine forældre, men de sagde: "NEJ!" Jeg løb op på mit værelse og græd... Hvorfor var der så mange børn, der kunne have heste, og hvorfor ikke mig? En dag spurte mor, om jeg ville med ud og ride. Det ville jeg godt! Jeg kom ud på ridebanen. Min mor sagde at jeg skulle gå ud, og begynde med at ride, når jeg var færdig med at sadle hendes yndlingshest Boy op. Så kom hun, når hun var færdig med at sadle ham op. Da hun kom ud spurte jeg: "Hvor lang tid må vi ride?" Hun svarede: "Så længe vi vil!" "Hva'?" Spurte jeg. Hun svarede: "Jeg har købt Boy, Kafka og Uncas!" Lige siden har mig og Kafka haft det rigtig godt, og vi har købt en ny araber hoppe; Katinka. Og hvis jeg har glemt og sige det så er Kafka en araber hingst, og Katinka venter føl!
Skrevet af Camilla